Historie

Ubjerg Kirke

Ubjerg kirke
Et sogn er betegnelsen for et område med en fælles kirke.
Omtådets eller sognets folkekirkemedlemmer har her ret til at få udført kirkelige handlinger.
Langt de fleste danske kirkesogne opstod i middelalderen, og deres grænser blev sjældent forandret.
Vores sogn hører til gruppen af små sogne.
Det lille langstrakte sogn har altid haft en naturlig afgrænsning af de tidligere mere omfattende åer, Vidåen og Grønåen i nord og Sønderåen i syd, og har i vest været afgrænset af sammenløbet mellem Vidåen og Sønderåen.
Dermed har sognet haft form som en slags halvø.
På midten af denne “halvø” er der og har der været nogle naturlige forhøjninger i det ellers flade landskab.
Disse forhøjninger er til dels yderligere forhøjet til værfter som beskyttelse for oversvømmelser, før området blev sikret med diger.
I sognets vestre del, på en naturlig og delvis forhøjet banke, ligger sognets kirke med tilhørende kirkegård.
På dansk grund blev der først bygget trækirker, men fra det 12. århundrede stenhus e som kirker. Den ældste del af Udbjerg kirke er det nuværende apsis og kor, som menes opført i 1200-tallet. Ifølge et sagn var kirken oprindelig et lille kapel, som hørte til Tønder slot. Kapellet har måske ligget som et ensomt bedehus ud mod den åbne kyst. Sagnet fortæller videre at kapellet i sin tid har været forbundet med Tønder Slot gennem en underjordisk gang. Omkring år 1300 er selve kirkeskibet opført som tilbygning til apsis og kor. Hele kirken er bygget af munkesten, men apsis, kor og skibets mur mod nord er efterfølgende pudset. Oprindelig var der ikke noget spir eller tårn på kirken, i stedet stod der på kirkegårdens sydøstlige del et fritstående klokketårn. Indtil den lutherske reformation blev indført her 1536 var kirken i den romerskekatolske tid viet til Set. Laurentius, en romersk martyr.
Kirken havde oprindeligt et stråtag og den havde to indgange, den nuværende syd- vendte indgang til mænd og en indgang på nordsiden til kvinder. Kvindeindgangen blev dog omkring 1595 lukket, mens der ved den sydlige indgang i året 1700 er opført et lille vindfang.
Kirkens stråtag blev formentlig omkring 1700 erstattet af et tegltag. I året 1857 blev der foretaget en større ombygning af kirkens ydre. Tagkonstruktionen fik en lavere hældning og det fritstående klokketårn blev erstattet af en tagrytter. Kirketaget og ragrytter blev så belagt med skifer.
Efter reformationen hørte kirken under Ribe Stift, men den var i en længere tid omstridt og 1576-78 tilkendtes den hertug Hans, ved hvilken lejlighed den udskiltes fra Ribe Stift og lagedes under Schleswig for først 1920 at vende tilbage til Ribe Stift, hvor kirken fortsat hører under.
Kirken er i dag en selvejende institution, hvilket den har været siden 1841.
Indtil 1876 var det amtmanden og provsten, der havde det overordnede opsyn med de kirkelige anliggender. Siden da er det provstiudvalget med provsten i spidsen, der har opsyn med kirken og dens forvaltning.
Indtil for 150 år siden var det den stedlige sognepræst der med to personer (Kirchenjurate) fra sognet styrede det kirkelige atbejde i sognet. Det føtste menighedsråd i den danske folkekirke blev oprettet 1856. Regeringen havde udsendt et cirkulære, hvori præsterne blev opfordret til at oprette et menighedsråd. Det skulle ske på frivilligt grundlag, men det gik trægt med oprettelsen. Det var kun få sogne, der fik et menighedsråd, og i mange tilfælde gik arbejdet i stå efter få år.
Arsagen til det var især en udbredt mistro i befolkningen. I 1629 havde Christian IV udstedt en forordning om præstens medhjælpere. Ifølge den skulle to mænd i hvert sogn hjælpe præsten med at overvåge menigheden. De skulle sladre om folk, der bandede, drak eller forsømte gudstjenesten. Mange frygtede nu, at menighedsrådene ville få lignende opgaver.
Først 1903 kom der en lov om menigheds råd, nu skulle der være et råd i alle sogne. Rådene blev valgt i december 1903 og gik i gang med arbejdet den 1. januar 1904.
Her i sognet afløste det første menighedsråd dog allerede 1869 ordningen med de to “Kirchenjurater”. Rådet kom til at bestå af sognepræsten og fire medlemmer valgt af menigheden.
I Danmark styres kirkerne i dag lokalt af et menighedsråd valgt af medlemmerne i sognet. Menighedsrådene er underlagt provstiet, der igen står under stiftet, der videre refererer til kirkeministeriet. Rammerne er dog fastlagt af folketinget ved love.
Menighedsrådet udgør den lokale forvaltning af sognets kirke. Dets vigtigste opgaver er at
administrere kirkens bygninger
administrere kirkegården
forestå sognets økonomi og udarbejde budgetter og regnskaber
medvirke ved ansættelse af præster i sognet
ansætte og virke som arbejdsgiver for graver, organister og kirkesangere
deltage i valg af provsti udvalg, stiftsudvalg og biskop
Antallet af medlemmer i menighedsrådet afhænger af sognets størrelse. I vort sogn består menighedsrådet af sognepræsten og fem medlemmer valgt blandt menigheden. Medlemmerne vælges for fire år. Næste valg afholdes i november 2012.
I langt de fleste sogne, normalt over 85%, gennemføres menighedsrådsvalgene som aftalevalg, også kaldet fredsvalg. Dvs. at der ikke gennemføres en afstemning, fordi der kun er opstillet en kandidatliste og dermed ikke er grund til at foretage afstemning.
Igennem de sidste næsten 150 år har rigtig mange personer fra sognet gennem menighedsrådsarbejdet bidraget med at drive og bevare sognets kirke og kirkegård med de enorme kulturhistoriske værdier, de gemmer på. I de sidste 800-900 år har tusindvis af borgere fra sognet gjort brug af kirken til såvel glædelige som sørgelige begivenheder i deres nære omgangskreds. Slægter efter slægter er blevet båret ind i kirken og båret ud igen. Gennem alle årene har kirken stået næsten uforandret og været den faste ramme om slægternes glædelige og sørgelige begivenheder.
Menighedsrådet er efterhånden den eneste tilbageværende lokale forvaltning i sognet, der er tilbage.
Endnu har vi i sognet selv indflydelse på vor kirke og dens udvikling. Men vi bør værne om den, den gemmer på mange værdier og minder.

Tårnet
Tårnet på Udbjerg kirke bliver normalt omtalt som kirketårn, men rettelig er det en tagrytter. Et klokketårn monteret på den bestående bygnings tag.
De første klokketårne i Danmark var fritstående og blev opført på den tid, da kirkerne var lavet af træ (850-1100). De første var fritstående, tårnlignende, åbne men tagdækkede tømmerkonstruktioner, såkaldte klokkestabler hvori en eller flere kirkeklokker var ophængt. Senere blev de mest opført som er lukl,et hus, såkaldte klokkehuse hvor klokkerne hang foroven, mens der var et redskabsrum forneden.
Da man omkring år 1100 begyndte at opføre romanske kirker i sten, begyndte man også at opføre kirketårne, der ofte var meget kraftige og lidt klodsede. En del romanske kirker blev bygget uden tårne, for der var ikke råd eller kræfter til mere end selve kirkehuset. Sådan var det også ved vores kirke, den havde et klokkehus, der stod på kirkegården sydøst for kitken, tæt ved indgangen til skolen, huset øst for kirken.
Klokkehuset blev 1857 erstattet af den nuværende tagrytter på kirkebygningen. Indtil da havde der været et klokkehus i mange hundrede år. I året 1595 var klokkehuset så faldefærdigt, at en større reparation blev nødvendig. Det skete i forbindelse med en større ud- og indvendig istandsættelse af kirken i årene 1595-1597. Klokkehuset stod så i over hundrede år indtil 1721, da provst Samuel Reimarus efter et kirkesyn ved skrivelse af 7. april 1721 gav ordre til, at der omgående blev opført et nyt klokkehus på det bestående klokkehusets sted. Det gamle klokkehus var i en så brøstfældig stand, at folk der opholdt sig i huset befandt sig i sundheds- og livsfare. Han beordrede derfor, på embedets vegne, menighedsrådet til at nedbryde det bestående gamle klokkehus, sælge materialerne til den mestbydende, og derefter opføre et nyt klokkehus således som deres samvittighed fandt det bedst, behageligst og mest holdbart. Ingen skulle hindre dem i at gennemføre det, til gengæld skulle hver især efter evne og stand bidrage til at projektet kunne gennemføres hurtigst muligt, således at klokkeklang igen kunne høres.
Ordren blev udført. Derpå erklærede 2 kådnere (husmænd) fra Udbjerg og 13 kådnere fra Sæd at de på grund af fattigdom ikke var i stand til at betale det fulde bidrag, der beløb sig til 3 daler pr. hus.
Det medførte, at provst Reimarus ved skrivelse af 7. marts 1722 forordnede, at de af sognets kådnere, der på grund af fattigdom i)(ke var i stand til at betale det fulde bidrag til klokkehusets opførelse, skulle slippe med at betale det halve bidrag på den udtrykkelige betingelse, at den til enhver tid værende ejer af deres ejendom aldrig vil kunne tillwmme mere end halvt så meget klokkeklang som dem der havde betalt fuldt bidrag.
Der blev ført et separat regnskab for klokkehuset. 1735 blev der holdt et stort møde for hele sognet om klokkehuset. På baggrund af skrivelsen fra provsten blev det vedtaget at
1. de der havde betalt det fulde beløb skulle have klokkeklang med 4 enheder, de andre med 2 enheder ved begravelser.
2. Såfremt en af dem der ikke havde betalt det fulde beløb, men dog ønskede fuld klokkeklang, kunne få det mod at betale 12 mark.
3 Folk der var flyttet udensogns, og som ikke længere ejede hus i sognet men ønskede at blive begravet her skulle i lighed med fremmede betale for klokkeklang.
4. Kirkejuraterne skulle hvert 3. år aflægge regnskab over indtægter ved klokkeringning og udgifter ved klokkehuset.
5 Overskydende penge skulle sættes på en opsparingskonto
Protokollen er underskrevet af 72 indbyggere i sognet. Allerede dengang gjaldt det, at hvis man ville have del i de fælles goder, så måtte man også bidrage til fællesskabet.
I året 1819 var en hovedreparation af ldokkehuset igen blevet nødvendigt, og det ser ud til at hele den opsparede kapital er gået til den reparation. Derefter er de årlige vedligeholdelsesudgifter til klokkehuset blev fordelt på 69V2 huse i sognet.
I året 1854 er der sidst aflagt regnskab for klokkehuset.
Ved den store restaurering af kirken i 1857 blev kloklæhuset erstattet af tagrytteren på kirkebygningen og de årlige udgifter til tagrytteren er siden blevet en del af de samlede udgifter ved kirken. Siden 1857 har der ikke længere været gj Ort forskel på rig og fattig ved klokkeringningen. Kirkens to klokker, der er fra 1400-tallet, hang før i klokl,ehuset, og blev 1857 flyttet op i tagrytteren, hvor de fortsat hænger og fungerer.
Et endnu foreliggende seglstempel viser kirken med det fritstående klokl,etårn. Stemplet er fremstillet under pastor Gottge 1841-1868. Det var i hans embedstid, at kirkesproget her var dansk fra 1855 til 1864. Stemplet er fremstillet 1855 i forbindelse med ændringen i kirkesproget, det har dansk tekst mens navnet fortsat er rysk. Stemplet viser også de gamle vinduer med forskellig størrelse mod syd. De nuværende vinduer mod syd blev indsat i året 1886.
I modsætning til de fleste andre romanske landsbykirker her på egnen, er vor kirke interessant’ da den på grund af tagrytterens senere tilføjelse, er en kirkebygning fra forskellige stilperioder.
Jacob Tygsen