Møgeltønder kirkes historie

Kort fortalt om Møgeltønder kirkes historie
Måske er den nuværende kirke i Møgeltønder omkr. 800 år gammel. Kirken er nok den 3. kristne kirke på dette sted.

Indtil reformationen tilhørte Møgeltønder kirke biskoppen i Ribe. Efter reformationen kom kirken til at høre under Møgeltønder len og dermed først Møgeltønder Hus og siden 1661 Schackenborg.

Kirkens tilhørsforhold til lenet har haft stor indflydelse på kirkens udseende, idet den ud over at være sognekirke også fungerede som “slotskirke”. Specielt har naturligvis familien Schack sat sit tydelige præg på kirken.

I 1970 overgik kirken til selveje – dvs. blev ganske almindelig sognekirke. Herefter begyndte man en restaurering, som varede indtil 1988 og kostede ca. 17 mill. kr. Under restaureringen blev kirken ført tilbage til det udseende, som den havde omk. 1740.

Træk af Møgeltønder Kirkes historie
Den første gang Møgeltønder omtales er i 1214, hvor biskop Thue skænker kirken, sammen med Ballum kirke til 3 kannikker til underhold.
Det er det første skriftlige belæg. At kirken er meget ældre – det er der ingen tvivl om. Der er da også én, som har en teori om – at Møgeltønder egentlig var stedet, hvor Ansgar gik i land, da Kong Harald Klak hentede ham hertil. Møgeltønder var jo tidligere en havneby. På samme måde, som der kendes med flere byer, som i dag ligger inde i landet, var Møgeltønder en by lige ved havet. Nu er der så lagt lag på lag af nyt land udenpå.

Er teorien om, at det virkelig var her Ansgar kom til i 825, rigtig, så er det jo et spørgsmål, om ikke Møgeltønder er den ældste kristne by i Danmark. Først 25 år senere blev der givet tilladelse til, at Ansgar måtte bygge kirker i Ribe og Hedeby.

Går man endnu længere tilbage, er der en lang lang hedensk fortid. Guldhornene er som bekendt fundet lige udenfor Møgeltønder i Gallehus. Guldhornene, hvis oprindelig brug vi ikke kender, har formodentlig haft en eller anden form for kultisk funktion. De er fra omkring år 500. Billederne på dem skildrer den nordiske gudelære.

Om de har haft en tilknytning til Møgeltønder – ved vi ikke. En har udkastet en teori om, at de stammer fra kultstedet, som har været på Stolbjerg nord for Bredsted. Teorien går ud på, at kulstedet har været Gudens stol, altså der hvor de nordiske guder holdt til. Denne teori bygger bl.a. på en brønd – som i dag er en hellig kilde – der så skulle være Urds brød. Man mener, at på et tidspunkt har man måtte rømme kultstedet pga. krig. Man er flygtet nordpå, og i Gallehus har man så gravet sine hellige skatte ned.

Det ville være naturligt at antage, at der på det sted, hvor Møgeltønder kirke i dag står, også har været et hedensk kultsted. Kirke-bakken – hvis man kan kalde den sådan – er med sine 10 m. godt nok ikke så høj som Stolbjerg, men alligevel.

Alt det er teori.

At der først har været en trækirke – hvor kirken i dag ligger. Kan man ikke sige med bestemthed, da der ikke er fundet beviser herfor. Men det må absolut antages. Omkring år 1.000 har man så bygget den første stenkirke. Hvor stor den har været, ved man ikke – man har ikke fundet noget af fundamentet.

Det man har fundet er en døroverligger, som i dag er muret ind i tårnet. Og man mener, at et par gamle vindueslysninger er blevet brugt i et hus i Slotsgaden.

Omkring 1.200 bliver denne kirke så for lille. Og den første del af den nuværende kirke bliver bygget. Nu er vi så ved at være fremme ved de første skriftlige kilder om kirken og sognet.

Som nævnt gav biskop Thue i Ribe i 1214 kirken til nogle Kannikker til underhold. Man skelner på det tidspunkt ikke mellem Tønder og Møgeltønder. Biskoppen gav kannikkerne noget jord kaldet Lundevraa. De får en gård, som må antages at være det nuværende Kannikhus. Denne gård må regnes for den første præstegård i Møgeltønder.

På det tidspunkt er der også en bispeborg i Møgetønder – fra 1265 kaldet Møgeltønderhus. Borgen kan føres tilbage til 1043. Og det kan synes underlig, at biskoppen skiller sig af med sin borg kirke.

Borgen nævnes i 2 breve fra 1233 og 1258 – som går ud på, at bønderne under ledingstog skal overholde deres kørselspligt overfor biskoppen. Der er på dette tidspunkt strid imellem bispestolen og Sønderjyllands hertug Abel. Tønder var hertugens, mens Møgeltønder var biskoppens.

I 1265 ødelægger Erik Abelssøn Møgeltønderhus. Borgen bygges op igen. 1288 lover kong Erik Menved at undsætte borgen, såfremt den igen angribes af hertugen. Den nævnes igen i 1338 som biskoppens – og 1361 bekræfter hertug Valdemar V af Sønderjylland, at Møgeltønderhus og alle rettigheder i sognet tilhører Ribe bispestol.

Vi når nu frem til tiden under dronning Margrethe I. 1407 erhverver hun Trøjborg – den giver hun straks til Ribe bispen. Møgeltønderhus er fortsat kærnepunkt i hans gods. Siden kommer Før-Vesterland, Amrum og List på Sild til, og så er landet samlet, som siden er blevet kaldt for de kongerigske eller nørrejydske Enklaver. Biskoppen var virkelig en stormand – og medlem af rigsrådet. Og i det Sønderjydske altså med Møgeltønder som hovedsæde. Sådan var situationen frem til reformationen.

Kirken får i denne tid sit nuværende bygningsmæssige udseende.

1275 udvides kirken mod vest og mod øst, og den bliver en af de største – eller i det mindste længste landsbykirker i landet. Det kan synes underlig, at kirken er så stor – det har der egentlig aldrig været befolkningsgrundlag til. Måske har den været klosterkirke – siger en teori. Det, man kan forstille sig, er, at biskoppen har ønsket at få et kloster til Møgeltønder. Sådan som der kom et til Tønder. Han har så udbygget kirken for at forberede dette, men det med at få munke til, blev aldrig til noget. Den egentlige grund til kirkens størrelse er nok snarere, at Møgeltønder var hovedsæde for biskoppens besiddelser i Sønderjylland.

Kirken bliver indviet til St. Nicolai – altså til de søfarendes helgen. Om det nu er fordi, kirken ligger så højt, eller det er fordi, der har været en havn, vides ikke. Omkring 1500 bygges tårnet så højt, at det kan bruges til søtegn ved besejlingen af Lister dyb. Figuren af St. Nicolai hænger stadig i kirken. Der har været 3 altre. Et hovedalter længst tilbage i koret. Og i skibet 2 sidealtre. Det venstre for jomfru Maria og det højre for St. Nicolai.

Forestiller vi os, at vi går en tur i kirken i tiden op til reformationen. Er det første vi finder ved indgangen – døbefonden. En stor granitblok hugget i et stykke fra o. år 1200.

Skibet har ingen bænke – øverst oppe de 2 sidealtre og længst fremme dele af det store alter – Jesus, der hænger på korset, med en masse mennesker myldrende og omkring sig. Ved siderne 12 apostle. Alteret kan lukkes i passionstiden, og så ses billeder af Jesus på Via Dolorosa.

På de hvidkalkede hvælvinger i koret, er der malet enkelte ranker og i den øverste korbue ses apostlene siddende i hver sin medaljon.

I tårnet hænger 1 klokke – den kalder stadig i dag til gudstjeneste og ringer solen op og ned – det har den gjort siden 1333.

1536-1661

Træk af Møgeltønder Kirkes historie – 2
Reformation – der kommer en ny tid for kirken, men også for Møgeltønder i det hele taget.

1536 regnes for reformationsåret i Danmark, men i hertugdømmerne begyndte det allerede 1526. Det betyder, at der fra dette år er en evangelisk præst i Tønder. Da Møgeltønder jo ikke hører under hertugdømmerne, sker der her altså ingenting. Først da alle de katolske biskoppen bliver fjerner i 1536, og kronen overtager bispegodset, reformeres reelt også Møgeltønder.

Det begynder dog en smule tidlige, men det går ikke for sig uden sværdslag. For den sidste katolske præst – Hr. Peter – vil ikke sådan umiddelbart opgive sit embede. Han bliver slået ihjel, hedder det sig, fordi kalk og disk pga. hans forsømmelighed bliver stjålet. Det er nu nok snarere, fordi præsten har gemt kalken og disken, for at disse hellige kar ikke skulle falde i lutheranernes hænder. Man slår ham ihjel og sælger alle hans ejendel, for at skaffe penge til nyt altersølv, men pengene slår ikke til.

Møgeltønderhus og dermed også kirken bliver forlenet til Detlev Ahlefeldt sammen med Riberhus. Møgeltønder er altså en af de 50 danske len, som kong Chr. d. 3 pantsætter til den holstenske adelige.

Ahlefeldt beskrives som en overordentlig initiativrig og dygtig mand. Han genrejser Møgeltønderhus – som var blevet meget forfalden. Men han er også meget interesseret i sine undersåtters ve og vel. Han bygger de første diger, som holder – ved Rudbøl, Højer og Lægan. Det er fæstebønderne, som skal gøre arbejdet – han vil gerne true dem til at gøre deres del, men ønsker ikke at effektuere truslen, så de drives fra hus og hjem. Han redder en kvinde fra at blive brændt på bålet for trolddom, selvom retten har erklæret hende skyldig.

Kirken udsmykkes i hans tid. Der bliver malet kalkmalerier i korhvælvingerne og på væggene i kirken. Og der kommer stole til at sidde på. Nu skulle menigheder jo høre på præstens alenlange prædikener på modersmålet.

I 1560’erne overtager Rantzauerne lenet. De indretter en krypt i kirken til at blive begravet i. Der sættes et pulpitur op imod vest – sikkert for at greven kan have sin egen plads. Der komme en prædikestol – hullet gennem triumfvæggen hugges af Wolle murmand. Rantzauerne var ikke af Guds bedste børn. Først er det Claus siden Bendix.

Den sidste Rantzau beskrives således – Hengiven til drik, opfarende og grusom, samt begærlig efter gods og penge. Efter bedste holstenske forbillede forsøgte han ved inddragning af fæstejord og ved forøgelse af bøndernes hoveri at udvide sin ejendom.

Kongen får at vide, at Rantzau udnytter alt, og at kirken forfalder. Han befaler derfor, at en del af tiende skal forblive kirkens ejendom. Men Rantzau forsætter åbenbart udnyttelsen, for i 1599 udskiftes kirkens blytag med et spåntag. Det kunne se ud, som om Rantzau ville tjene penge på at skifte taget ud. Bly har man nok også sparret på til vinduesrammer – for i løbet af de første år af 1600-tallet sætter glarmesteren 132 nye vinduer i – for gamle, som er blæst ud.

I denne tid bliver det ”sorteste får” imellem præsterne også ansat – mere herom senere. I Møgeltønder bor dog den ældste mand i Sønderjylland. Det er Peter Henriksen. Han dør i 1592 – 127 år gammel. Han var kendt som en meget from mand. Der fortælles, at havet brød igennem digerne og truede sognet. Folk samlede sig i angst på Æ Stjern – og spurgte hvad skal de gøre: En forslog – vi vil bede til Gud den almægtige og du Peter skal bede for. Så skal I knæle, sagde Peter. Da han i sin bøn nåede til – fri os fra det onde – da hørte vandet op med at stige. Noget skal der nok være om denne historie, for der er et maleri af Peter Henriksen i kirken, og et sådan maleri hænger man ikke op, bare fordi en mand bliver 127 år gammel.

Kronen køber i 1599 lenet tilbage. Kongen henvender sig til lenets bønder, for at de skal hjælpe med at betale, da han mener, det er til deres fordel. Og der udskrives endda en almindelig landeskat i hele riget til hjælp til betaling af lenet.

Så overtager lensmanden på Riberhus Møgeltønder – først Albert Friis og så frem til 1639 Albert Skeel. Nu er det ikke længere holstenerne, som regerer – nu har den danske højadel overtaget.

I Albert Skeels lenstid sker 2 væsentlige ting. En præst bliver brændt og tårnet falder ned.

Laurits Thomsen blev præst og provst i Møgeltønder i 1585. Han er født i Østerby i Daler sogn. Om ham læser vi: Der fortælles, at han i sin alders 4. år faldt i en dyb brød i laden, hvorudi megen vand var, og udi samme til hver mands forundring ved Guds besynderlige forsorg udi i 2 dage blev opholden og endelig funden, da de vilde drage vand, hvoraf den slutning straks blev gjort, at dette var sket enten til stor lykke eller ulykke for ham selv. Han siges, at have været en meget velstuderet, retsindig og nidkjær mand og i sit levnet eksemplarisk. Men hans kone blev ham en anledning til en forskrækkelig forargelse og et grueligtfald, som således berettes: hun var hengiven til drukkenskab og letfærdighed, og holdt sig til avlskarlen, (Det var ikke kun avlskarlen også mølleren på Lindskov, og en mand der hed Peter Ostenfeldt, som gjorde tjeneste på Møgeltønderhus) og, da manden derfor fra tid til anden alvorligen formanede og straffede hende, blev hun så forbittret og så fjendsk mod ham, at hun tragtede efter, at berede ham en ulykke, hvormed hun og truede ham. Efter adskillige forgæves forsøg fik hun ham endeligen en aften, da han var kommen sildigen hjem fra et gilde, overtalet og forført til, mod sin sædvane at drikke formeget, hvorpå hun lagde ham i sengen til sin med hende avlede datter, som derefter blev frugtsommelig, og, da man begyndte, at skumle derom, bortrømte til Norge. Denne skammelige handling skal være bleven åbenbaret ved et brev, som datteren skrev til sin Fader, men blev opsnappet og i øvrighedens hænder leveret. (Adressen skulle have været utydelig, hvorfor brevet så blev afleveret på godskontoret. Her blev det åbnet og historien kom frem.) Hvorpå præsten med sin hustru blev lagte i fængsel på Møgeltønderhus, og han truet til, med skrivelse at lokke datteren tilbage med forsikring, at sagen var stille, og hun intet havde at befrygte. Hvorledes det gik med det i så stor skændsel avlede barn, vides ikke. Præsten mistede sit liv på bakken ved Gallehus. Hustruen og datteren bleve halshuggede i Møgeltønder. (Alle 3 blev begravet på retterstedet i Gallehus.) Mærkeligt er det, om det skulde være sandt, hvad fortælles, at 2 præster, hvis sogne og præster jeg (Wiberg) ikke har kunnet udforske, som førte ham til retterstedet, og hver fik en foræring af ham, den ene hans kæp og den anden en citrone, begge, inden året gik om for grove forseelser skammeligen kom af deres kalde.

Sikke en ondskab denne mand må have besiddet, når bare det at eje noget, der havde været hans, har ført noget sådan med sig.

Det er i 1614 Laurits Thomsen bliver brændt. Som ny præst vælger Albert Skeel Ribe bispens søn – Jørgen Hegelund. Han har sikkert tænkt, at så kunne det ikke gå helt så galt.

Kort før jul i 1628 blæser tårnet ned i kirken. Alt inventar i skibet bliver smadret. I løbet af 2 år lykkes det at bygge tårnet op igen. Hullet dækkes først med 40 traver tag. Så tager Lauers Mommesøn over Flensborg til Gotland for at hente træ. Det samme tager Lauerst tømmermand til Norge for. Anders teglmester henter 9000 sten i Kloster. Kirkeværgen Michael Kristensen leverer spån. Og mens tårnet vokser imod himlen, fester man ind imellem – der er regnskab for det hele:

For en tønde øl og nogle kander øl, de fik den dag de rejste spær på kirken – 7 M.

Given en tyl øl den dag de reste de første bjælker i tårnet.

For øl den dag de fik nogle karle, som var med til at tømre i 2 dage, da de rejste de øverste spær på tårnet.

Anders Kromand for 1 tønde øl som sogne mændene drak af, da de har rejst kirken.

Den samme for 3 tønder øl, som sogne mændene drak af, da de rejste tårnet.

Så er man nået toppen – sidste punkt i regnskabet er Las maler, som får 5 M og 8 Sk. for at forgylde kors og stang.

Nu skal man jo ikke tro det hele er gået op i øl. Man kan jo se deres arbejde den dag i dag. Man ser tydeligt på kirkens loft de spær, som er rejst i 1629-30. De er nemlig af fyrretræ – mens de oprindelig spær er af egetræ.

Ret hurtig efter skulle tårnet imidlertid komme til at står sin prøve. 12. okt. 1634 – er den Anden Manddranke – altså den store stormflod, hvor øen Strand bliver skyllet i havet. Her holder det nye tårn. Kun 13 plader bly ryger af taget – og der går nogle vinduer i stykker. Og den største udgift på det regnskab i den forbindelse, er da også øllet – nemlig 4 tønder til 28 M.

Nu har man selvfølgelig også sparret på det nye tårn. Man har bygget det 15 alen mindre. Det var søfolkene ikke særlig tilfredse med. De mangler tårnet til at sejle efter i Lister Dyb. Derfor tilbyder nogle hollandske kaptajner at betale en 1/3 del af udgiften til at gøre tårnet lige så højt som før. Men det bliver aldrig til noget.

Det skal bemærkes af det første guldhorn blev fundet i denne tid – nemlig i 1639.

Den næste ulykke, som sker i sognet, er Torstenson fejden, som betyder stor nød. Vi er i 30 års-krigen. Den svenske general Lennart Torstenson faldt ind i landet sydfra i slutningen af dec. 1643. I sommeren 1644 angribes Torstenson sydfra af en kejserlig hær og nordfra af den danske. I midten er altså så bl.a. Møgeltønder. Og meget har det nok ikke hjulpet, at Torstenson fra prædikestolen lod oplæse en skrivelse gående ud på, at i hertugens lande, skulle især kirker og præstegårde forskånes.

Det var så at sige 1. omgang med svenskerne. 2. omgang, som på længere blev langt mere væsentlig – begynder med rigsfeltherre Hans Schacks forsvar af København 1658-59 og hans sejr over svenskerne ved Nyborg i 1659. Som belønning herfor fik han nemlig overdraget Riberhus og Møgeltønder len – som det hedder: for troskab og villig tjeneste.

1661-1848

Træk af Møgeltønder Kirkes historie – 3
Det Møgeltønderhus Schack overtager er mere eller mindre en ruin. Dels har svenskerne hærget – dels var man på Chr. 4. ‘s befaling begyndt at bryde dele af slottet ned og bygge andre dele om.
Det nye slot Schack bygger, kalder han for Schackenborg.

Som præst får Schack anbragt Lauge Hansen Stauning. Under Københavns belejring var han leder for studenterne. Præsten beskrives som en kæk officer, før han blev student; brav begavet og munter.

I 1661 køber Schack Møgeltønder len og dermed jo også kirken – så det er familiens eje – og herved begynder en ny epoke. Kirke og slot med hinanden på godt og ondt.

I kirken sker en masse på trods af de dårlige tider, som der må have været efter krigen. Det første, der sker, er, at man opsætter et tårnur. Det næste, at greven skænker en vinkande. Kirken får et orgel – selvfølgelig også med sin helt egen historie.

Schack må skaffe penge til køb af lenet og bygningen af Schackenborg. Derfor må bønder udføre hoveri. Det har de aldrig brudt sig om. Som nævnt var der også hoveri under Rantzauerne, men da gik kongen ind og endte med at købte lenet tilbage.

Rigsfeltherren – Schack – har været så hård en mand, at bønderne gjorde oprør. Deres leder var Anders Nissen. Nissen kunne læse og skrive, og var så dygtig en mand, at han endda på et tidspunkt var birkedommer.

Anders Nissen bliver fængslet for oprøret, og han dømmes til døden. De andre bønder mangler ham til at skrive for sig. De vil derfor gerne købe ham fri. De går til godsforvalter Nicolai Tych og tilbyder 300 rigsdaler. Det er manden ikke værd, siger Tych – for 200 skal I få ham fri.

Bønderne samler pengene – greven bestemmer, de skal bruges til et orgel til kirken. Imidlertid kommer bødlen, og Anders Nissen får først besked om sin benådning, da greven lige inden bødlen hæver sværdet råber: Der er givet pardon. I st. f. bliver Anders Nissen landsforvist – dvs. udenfor lenet, han flytter til Aventoft.

Hans Schack dør – hans søn Otto Didrik Schack overtager – Schackenborg bliver til et grevskab. Pengene til orgelet står der, men der er ikke nok. Greven får samlet nogle flere – dels af egne midler, dels ved indsamling i sognet. Greven forhandler sig fem til en pris på 420 rigsdaler hos en orgelbygger i Hamborg. Men greven har nu nok handlet for meget om prisen, for han er blevet snydt. Orgelbyggeren har skaffet sig en fortjeneste ved at gøre alle orgelpiber for små – dvs. orgelet bliver stemt en tone for højt.

Orglet bliver sat op i 1679 – og har spillet i kirken siden. Det er stadigvæk stemt en tone for højt. Orgelet er landets ældste komplette kirkeorgel – og har været det i mange år.

Vi nærmer os for alvor pietismen og dermed Brorsons tid. Sidealtrene pilles ned!! Der går mange folk i kirke. Der sætter et pulpitur op imod nord. Schackenborg får sin egen stol – eller loge. Pulpiturerne bemales med bibelhistoriske billeder – betalt af agtværdige folk fra sognet. Der kommer en ny prædikestol – skænket af Nicolai Tych – smykket med torturinstrumenter og med den eneste tyske indskrift i kirken. Den gamle prædikestol bliver solgt til Keitum kirke for 10 rigsdaler.

Altertavlen bliver udvidet – Den får akantus vinger. Et billede af himmelfarten bliver sat ovenpå. Under ombygningen kommer man godt nok til at bytte lidt rundt på de ting apostlenes står med, og Filip får Andreas’ skæg. Til gengæld bliver kalkmalerierne i koret malet over.

Denne periode afsluttes med, at loftet males i skibet males – så det viser – skabelsen, lidelsen og dommedag.

Da der stadig ikke er plads nok, sættes der et pulpiturer op i koret – her males der billeder fra NT. Bænkene i kirken males, som om de var af marmor.

Brorsons ven Godske Møller er præst frem til 1741. Om ham kan man læse: han havde været Hofmester for grev Otto Didrik Schack, der kaldte ham til Møgeltønder. Hans ihukommelse er endnu iblandt os en velsignelse, og han har efterladt sig en berømmelse, at han var en meget vellærd, retsindig, redelig og flittig mand i sit embede og eksemplarisk, oprigtig og venlig i sin omgængelse.

Ikke et dårlig skudsmål at efterlade sig.

Det er i denne tid kvinderne, som regerer på Schackenborg – enkegrevinderne. Først Sophie Dorothea – enke efter den 2. Schack. Det er i hendes tid Slotsgaden bliver bygget, og haven syd for slottet anlagt. Den 3. Schack – hedder efter sin bedstefar – Hans. Han er kendt pga. sin manglende arm, som han mistede i slaget ved Höchstädt i 1704. Han bliver, hvad i dag ville kaldes landets finansminister og samtidig medlem af højesteret. Hans 1. kone hører man ikke meget om – derimod om den 2. – som er kendt, som den onde grevinde. Det bliver hun, fordi hun som enkegrevinde efter sin mands død overtager slottets ledelse. Hun vil have genindført hoveriet – og undser sig ikke for i retssager at bestikke sig til sin ret. Det fortælles, at engang, hvor hun er på tur på Schackenborgs jorde med sine børn på deres spørgsmål, om de bønder, som arbejder i marken, virkelig er mennesker – svarer, at det kun ser sådan ud, for de er i virkeligheden bare overtrukket med menneskehud. Rent økonomisk er hun med til at køre Schackenborg ned. Og hendes hårde politik overfor bønderne kommer i sidste ende efter hendes død til at betyde, at stavnsbåndet ophæves, og jordreformer gennemføres tidligere end i resten af landet.

Hans Schack 2. bliver sammen med sine 2 koner begravet i krypten under alteret, som rantzauerne havde fået indrettet. Disse 3 er de eneste i Schacks familie, som bliver hensat i kirken – da man i 1763 bygger sit eget kapel.

Der er en del andre begravet i kirken fra denne tid o. 1700. Bl.a. Georg Bjørn – over hvilken, der er både en gravsten og et epitafium. Om ham læser vi: Mig forbeholdens en anden krans, som Kristus vil give. Stands vandringsmand, og læs, hvad du ser indridset på stenen på nabo væggen. Gå så bort og befli dig på, idet du bedømmer menneskelivets upålidelige forløb efter blomstrenes livsløb, at leve og dø på bedst mulige måde.

Og på epitafiet: Dødelig vandringsmand! Tanken på døden har først dig til Bjørnens Hule, om ikke den vilde og ægte bjørns, men til Bjørnenes familie hører dog Georg Ursinus fra Colberg i Pommern, fra ungdommen hengiven til de ædle videnskaber og til sproglige studier, efter 30 års rejser i udlandet af den berømmelige Schackske familie kaldet til at forestå det Schackenborgske grevskab, men kort efter af Gud bortkaldet for at blive delagtig i himlens glæder. Som dødelig har han med glæde aflagt alt, hvad han havde af forgængeligt; hans sjæl, som higende efter det himmelske liv, er optaget i de himmelske skarer; hans legeme, som her nyder en kort hvile, skal ved lyden af Kristi røst: “Stå op fra de døde!” ile sammesteds hen og skal der, forenet med sjælen, synge Guds evige pris i al evighed. Døren til dette liv åbnede for ham omtrent midten af det 17. årh., men slutningen af samme århundrede, lukkede den igen.

Advarsel.

Han levede som pebersvend, og som pebersvend har han villet hvile her alene. Tag dig derfor i agt for at føre nogen død herind eller flytte den dødes kiste, thi ellers vil du dø en forbandelsesværdig død, og du vil aldrig nogensteds finde et roligt hvilested. Sådan – så ham lader vi ligge.

Lad os vende os til noget lidt mere fredeligt – 1756 bliver Vilhelm Zoëga præst. Han er 3. generationspræst. Familien stammer fra Italien, hvor familien havde et gods i nærheden af Verona. Zoëgas tip-tip oldefar slog i en duel hertugen af Verona ihjel. Derfor måtte han flygte. Han konverterede og bliver protestant. På et tidspunkt tilbød paven ham at vende tilbage til Italien igen og få sit gods tilbage, hvis han ville blive katolik igen. Da dette ikke skete, blev han brændt på bålet in effigie og al hans gods konfiskeret. Vilhelm Zoëga er interessant, fordi han i 1760’erne indberettet til stiftet i Ribe om forholdene i Møgeltønder.

Zoëga beskriver kirken – om døbefonden siger han bl.a.: Kan det ellers regnes som noget mærkværdigt, at døbestenen kan bevare vandet for forrådnelse, da har vores den kraft, thi i mange år er ikke kommet frisk vand deri, og dog er det så klart, som om det nylig blev gydt deri. (På det tidspunkt har vandet været i døbefonten i 30 år.)

Zoëga giver også en god beskrivelse af byen: Møgeltønder by er stor og velbygt og består af 22 hele og 2 halve bøndergårde foruden præstegården og degnens bolig, som degnen nu selv ejer og må istandholde og et skolehus. Til samme by hører også den såkaldte slotsgade, som er meget anselig af sin regulante brede, og ved en del nye moderne bygninger, særdeles på dens sønderside, som er tækt med tagsten og siret med en dejlig Lindeallé; den består af 42 huse, som del, især på den søndre side, er i hinanden bygte; i samme gade er der et nyt tinghus med fangetårn, som Otto Didrik Schack har ladet bygge og siret med den grevelige families portrætter. Øst for gaden ligger Slottet med en dejlig have.

Senere skiver han: Sjælden kommer Ulvene fra Druset skov ved Løgumkloster ubedet til os.

Til allersidst et lille økonomisk suk – Zoëga gør rede for, hvad han betaler i enkepension, skat, familieskat, og ekstra skat, til de fattige, til de fattige børn underholdning. Vil man dertil regne den uomgængelige folkeløn til en præceptor og 5 tjenestefolk og de til præstegårdens vedmagtholdelse fornødne årlige bekostninger så løber disse pensioner af kaldet langt over 200 rigsdaler. Også dengang klagede præsterne over, at deres løn ikke slog til.

Så kunne familien Zoëga dog i det mindste glæde sig over, at de fik indrettet deres egen loge i kirken, og at den blev betalt af menigheden.

Første halvdel af 1800 årene sker der ikke meget. Kirken gøres kedeligere. Loftet blev malet over med en Thorvaldsen hvid – bænkene males i brunlige farver. Schackenborg begynder at tjene penge på skovdrift – Gallehus skov bliver plantet. Man sælger også af sine haveplanter til befolkningen – også af sjældne stauder. Det var her, man så kunne få noget ekstra med i købet – nemlig Skakkenborg-kål eller Skakkenborg-skidt altså skvalderkål.

1848-1920

Træk af Møgeltønder Kirkes historie – 4
Den næste præst, som markerer sig i historien er Hans Christian Sonne, måske den betydeligste præst kirken har haft. Legemlig var han lille, men hans personlighed var stor, helstøbt og klar. Han havde lyst til at være blandt de små og ringe i samfundet og antage sig deres sag. Efter engelsk mønster lærte han, hvad fællesskab betyder. Derfor fik han stiftet den første brugsforening. Sådan beskrives han et sted. Det med brugsforeningen sker først i 1866 efter, han har forladt Møgeltønder. Efter den 2 slesvigske krig søgte han selv til Nørrejylland.

Efter kandidat eksamen kaldes han i 1845 til Møgeltønder af grev Schack. Sonne oplever altså 3-årskrigen i Møgeltønder – og her skriver han i sin kaldsbog i 1848: Der var vel under hele oprøret ingen mere oprørsk by end Tønder, hvis beboere var som bindegale, og enhver dansksindet mand var af dem anset som en forbryder. På tønderanernes gode anbefaling skulle 600 friskarefolk til Møgeltønder, deraf 50 til præstegården. Disse mennesker med deres fantastiske dragter og store skæg, så meget vilde og røvermæssige ud; der fandtes imellem dem alle slags folk, ikke få studenter og kandidater. Til en begyndelse var de meget bydende og fordringsfulde, men ved en bestemt og fast optræden imod dem var de dog ganske gode at komme tilrette med; de blev rigtignok meget fornærmede og truende, da jeg på deres begæring om at anvise dem deres værelser, førte dem ind i min lade, men da de derefter var kommet ind i præstegårdens stuer, fandt de sig godt i, at man bød dem den allertarveligste kost, lod dem spise med træskeer, sagde dem åbent, at man kaldte dem fjender og ønskede dem langt væk. – Da de så ønsker noget at drikke – serverer Sonne en spand vand for dem. Men det bliver værre, da der hejses en sort, rød og gul fane i Lindetræerne ved præstegården. Her skriver Sonne: Da jeg ikke selv ved forestilling hos chefen kunne få den fane bort, lod jeg næste morgen det besmittede træ save af, men jeg skylder sandheden at berette, at det herved beviste mod fra min side ikke var så stort, som det anses for, idet dengang allerede den første del af friskarerne var marcheret bort. Kaptajnen havde ikke meget over sine folk at sige, var næsten rørende ved sine mange frugtesløse forsøg på at komme til at stå på en venskabelig og familiær fod med mig og min søster, der dengang bestyrede mit hus og viste sig som en modig og behjertet Dannekvinde.

Da der med grundloven vælges et menighedsråd i Møgeltønder, bliver Sonne skuffet. Han havde håbet, det skulle være: det vindsel, hvorpå menigheden skulle vindes og samles. Han havde tænkt sig, at rådet skulle holde offentlige møder, så hele sognet kunne blive inddraget. Lad os holde sammen, hjertelig slutte os til hverandre, at det må blive sandhed, at vi her i Møgeltønder sogn er en kreds, der mener det alvorligt, og at her virkelig er en levende Herrens menighed. – skriver han. Og så finder han et menighedsråd ikke efter lov, men efter frihed.

Sonne var meget vellidt – og hvis der nogensinde har været en slags vækkelse i Møgeltønder sogn, – både hvad angår det folkelige og det åndelige fællesskab – så har det været i hans tid.

1864 da Sønderjylland bliver tysk vælger han at rejse nord på.

Den tyske tid 1864-1920. Det eneste tidspunkt, hvor Møgeltønder ikke hører under Ribe stift – det eneste tidspunkt, hvor Møgeltønder ikke er dansk kongerige. Denne tid har den første præst efter 1920 beskrevet sådan: Siden Sonnes tid har kirkelivet svinget stærkt, men mest ned og ned, indtil man omkring verdenskrigens udbrud i 1914 kan tale om det helt udtørrede Møgeltønder sogn. Det nationale kom til at spille en afgørende rolle, og det er farligt, fordi det nationale har en brod udefter, mens det folkelige søger og suger indefter. Jo stærkere oppositionen blev mod alt tysk og mod tyske præster des mindre folkeligt og kristeligt blev det. Og jeg plejer at bruge det billede: Man havde en knytnæve mod syd, men ingen åben hånd imod nord. Mængden skal ikke dømmes, den skal beklages og hjælpes. Så vidt pastor Niels Anton Jensen.

Man kan ikke sige noget generelt dårligt om de tyske præster. Det er i det hele taget et spørgsmål, hvor tyske de var. Det sydligste de tyske præster er født er på Pelworm. En af de tyske præster er: Hans Schleikær Prahl. Familien stammer fra Bornholm. Da H.S.Prahls farfar skal være præst i Sommersted, bliver han præsteviet i Rendsborg. Han kan kun tale dansk, så han får lov til at holde sin prædiken på dansk – ikke i kirken, men i et rum ved siden af. Man kan ikke finde nogen børn, som han kan prøve sin katekismusundervisning på, for der er ingen, som kan tale dansk.

H.S.Prahls far vælger den tyske side, og kommer i 1864 til Haderslev som provst. Selv er H.S.Prahl født i Ø.Løgum. Først var han præst i Mjolden, så fra 1876-90 i Møgeltønder. Han havde sans for levende Gudsdyrkelse, men han så ikke de frugter, som Sonne fik at se siger en. Hans store fortjeneste er han medvirken ved udgivelse af Den ev. luth. salmebog for de dansktalende menigheder i Slesvig i 1889.

Salmebogen ville næppe være blevet til noget, hvis ikke grev Hans Schack også havde været med. Denne salmebog blev bærer af eller bar i det mindste med på – den danske salmeskat. Og det er et spørgsmål, om det ikke er den, som har banet vej for en fælles salmebog i hele landet, sådan som vi kender det i dag. Endda en mand som Vilhelm Beck, kaldte salmebogen for verdens bedste salmebog.

Carsten Petersen skriver om Prahl: I alt arbejde til fremme fremme af kristeligt menighedsliv og kirkens opgaver fandt han en for Guds riges sag begejstret hjælper og rådgiver i den med ham venskabeligt forbundet lensgreve Hans Schack. Dog hvor trofast end pastor Prahl forvaltede sit embede, så har han dog måttet klage over de karrige frugter, som voksede på sognefolkenes gennemgående karrige hjertebund.

Prahl bliver senere leder af præsteseminariet i Haderslev, der skulle efteruddanne tyske teologiske kandidater til stillinger i Nordslesvig. Og som leder her skriver Carsten Petersen: at Prahl ville opdrage og udvikle kandidaterne så de blev besjælede af inderlig kærlighed til det folk, som de skulle tjene – hvortil der krævedes et nøje kendskab til folkets ejendommelighed, dets historie og nationale følelser, dets sæder og skikke, dets religiøse indstilling. Denne smukke opgave vilde næppe nogen under de givne forhold have magtet bedre end H.S.Prahl.

Det er fortalt, at grev Schack havde en særlig interesse i det kirkelige arbejde – med salmebogen, i synoden, som forkæmper for dansktimer i skolerne, men også i kirken. Kort før år 1900 begyndte han den gennemgribende restaurering af hele kirken, som er blevet afsluttet i 1988. Det greve Schack begyndte på en restaureringen af koret. Kalkmalerierne blev trukket frem, og de malet op igen af Wilkens – eller rettere malet på ny. Wilkens var professor i Kiel, og han var en dygtig kunstmaler – og ville hellere male selv end lade de gamle kalkmalerier komme til deres ret.

Pulpiturerne i koret bliver pillet ned igen, og bænke og andet træværk blev malet i mørke farver. Der bygges et nyt våbenhus, hvor der havde stået et gammelt.

1912 sker noget, som aldrig burde være sket i Møgeltønder. Der bliver holdt tysk konfirmation. Den tyske præst Bolten, havde selv en datter, som skulle konfirmeres – og sammen med en veninde, blev pigen konfirmeret på tysk. Samme år holdes der altergang på tysk. På den ene side kan man sige, at det aldrig burde at være sket – på den anden side – at det er utroligt, at det ikke sker før, specielt, når man tænker på, hvor sydlig sognet ligger. Sagen udvikler sig faktisk til en skriftlig fejde mellem Flensborg Avis og Schleswigsche Zeitung. Pastor Bolten søgte til Rendsborg efter krigen i 1919, som han selv sagde – pga. de territoriale forandringer. Men det er et spørgsmål, om han havde behøvet det – for ved afskedsgudstjenesten i sept. 1919 – var kirken stuvende fuld – og det skal have været en mindeværdig og uforglemmelig fest.

At Møgeltønder stemte dansk i 1920 behøver vel nærmest ikke at siges – 86,3% stemmer dansk – og halvdelen af de tyske var tilrejsende.

Møgeltønder Kirke – en kirke i tiden!

Historien, som den kan læses på denne hjemmeside slutter med genforeningen i 1920. Hermed er kirkens historie naturligvis ikke slut.

I 1970 overgik Møgeltønder Kirke til selveje – dvs. Møgeltønder Kirke blev almindelig sognekirke. Herefter blev kirken gennemgribende restaureret for ca. 17 mill kr. Nationalmuseet valgte i samråd med menighedsråd, at kirken skulle føres tilbage til den tid, hvor den fremstod aller smukkes – nemlig på Brorsons tid omkring 1740. Den brune farve på bænke blev fjernet – de blev igen marmorerede – den hvide farve på loftet blev fjernet, så billedet kom frem igen – mere end 90% af bemalingen er den originale maling fra 1700-tallet. I 1988 blev kirken genindviet efter restaureringen.

Da kirken overgik til selveje mistede kirken også sin kirkeherre – grev Schack. Indtil 1993 boede den sidste Hans Schack på Schackenborg, hvorefter han med sin kone flyttede til Frankrig. Symbolsk gik slottet med Møgeltønder len tilbage til kronen igen, og Prins Joachim flyttede ind samme år. Den sidste greve døde i år 2000.